Gud bevare Nydanskerne

” Stykket boltrer sig ind og ud mellem alt fra sindrige kinesiske bondehistorier til en skallesmækkende udstilling af dansk naivitet, der får os til at kanonisere enhver kineser, der blot har været i nærheden af Den Himmelske Freds Plads under studenteroprøret.

(..) Det, der bærer ‘ Gud bevare nydanskerne’ flot igennem, er den ligefremhed og det ukuelige humør, som holdet går til sagen med.”

– Politiken

”(…) et anderledes og beåndet stykke musikteater.”

” Med en bizar, komisk og rørende blanding af vise fyndord og banal kinesisk visdom, traditionel opera og skønsang, skærende violiner og klingende klokker, bagedej – og den uundværlige kop the – skærer stykket som en motorsav gennem myten om den lykkelige integration.”

– Arbejderen

De kinesiske kinesere kommer, de danske kinesere kommer, de svenske kinesere kommer, de danske danskere kommer…

Den kinesiske indvandrer Jun Zheng driver grillbaren DOUBLE HAPPINESS sammen med sin kone. Ved siden af grillbaren arbejder han med kinesisk kagekunst, som han brænder for at gøre kendt i Danmark. En dag får han en kagebestilling fra Det danske Kongehus. En bestilling, der vækker nydanske drømme i ham. Alt tegner lyst og endelig oprinder den store dag, hvor kagen skal leveres. Mens Jun Zheng lægger sidste hånd på sit søde mesterværk, dukker uventede nyheder op, der får de luftige sukkerbobler til at briste…

GUD BEVARE NYDANSKERNE er udviklet i forbindelse med readingprojektet ’Nye stemmer’ på Det Kongelige Teater i 2008 og præsenteres nu som forestilling efter idé af Jimbut alias Jun Feng og Gritt Uldall-Jessen. I et dansk-kinesisk samarbejde har instruktøren, komponisten og dramatikeren Zhang Guangtian fortolket teksten til en musikalsk teaterforestilling, der kan opleves i tre containere på Kongekajen i Helsingør.

Med humor og en fanden-i-voldsk form går forestillingen bag om etiketterne ’assimilation’ og ’integration’ i forsøget på at beskrive nogle af de eksistentielle problematikker, man som bosætter i et fremmed kulturområde kan møde.

Spilleperiode

Spilleperiode den 3.-15. oktober 2011.

Site-specific som en del af Hjemstavn-festivalen i Helsingør.

Kreditliste

Medvirkende: Katrine Karlsen, Tina Yingying Zhu, Thomas Chaanhing Musikere: Wu Wei, Li Xiaoluo, Zhang Guangtian
Idé, dramaturgi: Jimbut Jun Feng, Gritt Uldall-Jessen
Dramatiker: Jimbut Jun Feng Instruktør: Zhang Guangtian
Instruktørassistent: Gritt Uldall-Jessen
Scenografisk konsulent: Sara Hamming
Produktionsleder: Anika K. Barkan
Lyddesign: Brian Larsen
Lysdesign: Tobias Stål
PR: Christina Wendelboe
Foto: Thomas Seest
Plakat: Casper Øbro

Produceret af Nydanskeren Jimbuts Kulturforening i samarbejde med Helsingør Teater/Hjemstavn.com.

Forestillingen er støttet af Scenekunstudvalget under Statens Kunstråd og S.C. Van -fonden.